mandag den 4. marts 2013

Hjemmebagt rugbrød - Nemt og lækkert

 Et sted jeg henter lidt penge og får lidt mere lækkerhed end ellers, er ved at bage mit eget rugbrød. Faktisk bager jeg det meste af vores brød selv, så der kommer formentlig flere opskrifter med tiden. Jeg havde en del startvanskeligheder da jeg startede med at bage rugbrød, enten blev de 'våde' indeni eller hårde udenpå, men nu har jeg fundet en opskrift som lykkes hver gang!



Opskriften stammer fra Kogebog fra fattigrøve af Rolf Lund, jeg får 2 brød ud af den, bagt i 1,3L slip-let forme (bageformen er ikke et sted at spare, jeg forsøgte først med et sæt billige forme som bar mærket nonstick, men som bestemt ikke var det, men de her Eva slip-let - de slipper)
Det er rugbrød med surdej, men det er ikke spor mystisk eller besværligt, så giv det en chance selvom det lyder total hudmoderagtigt :-)

Opstart af surdej:
2 dl rugmel
1dl lunkent vand
1 dl kærnemælk
1 stk salt
5g gær
Bland tingene sammen og stil tildækket og lunt til næste dag.
(Hver gang man har bagt en portion rugbrød, tager man fremover 3dl af dejen fra inden hævning, det er altså surdejen, som opbevares i køleskab indtil man bager rugbrød igen om 1-2 uger eller før)

Verdens nemmeste rugbrød:
8 dl vand
Surdejen
300g knækket rug
200g hvedemel (oprindeligt 300g)
600g rugmel (oprindeligt 500g)
1 spsk olie
2 spsk salt
1 spsk brun farin
150 g kerner (oprindeligt 100g solsikkekerner)
Surdejen røres ud i vandet´. Tilsæt de øvrige ingredienser og rør godt. Tag 3 dl fra til surdej til næste gang. Dejen kommes i smurte forme (jeg bruger 2x 1,3L), pakkes ind i køkkenfilm, og stilles på køl omkring 12 timer. (Alternativt kan bruges lunkent vand og brødet kan nøjes med at hæve 2-3 timer under fugtigt viskestykke, et lunt sted. Bages ved 180 grader alm forvarm ovn i 1 time.

Sammensætningen af rugmel/hvedemel kan reguleres efter behov, ligesom kernerne kan varieres i det uendelige, vores favoritter er solsikke og græskarkerner. Når man lige kommer ind i rutinen om at røre dejen sammen (jeg bruger røremaskine) enten om aftenen eller om morgenen, på køl hele natten/dagen og så bare ind i ovnen - vupti, lækkert billigt brød, som alle kan lave.

Bagetips - Når gæren er opløst i væsken, så tilsæt først lidt mel inden salt/sukker kommer i, jeg husker ikke præcis hvorfor, men det er noget med at gærens hæveevne ellers kan nedsættes.
- Når brødet er færdigbagt, kan man få en blødere skorpe ved at pakke det ind i et fugtigt viskestykke mens det køler af på køkkenbordet.

Enjoy!

Ingen kommentarer:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...